Værgemålsattest

Nogle personer kan på grund af deres helbred ikke træffe beslutninger om personlige forhold, eksempelvis om de skal flytte eller om deres økonomiske forhold. De kan derfor have behov for, at andre træffer beslutningerne for dem. Familieretshuset kan iværksætte værgemål for personer, der har behov for det.  Læs mere her

En værgemålsattest er et juridisk dokument der bekræfter, at en person er sat under værgemål efter afgørelse i Familieretshuset og evt. domstolene. Attesten udarbejdes og bruges når en person allerede har mistet evnen til at handle på egne vegne  som følge af f.eks. demens, udviklingshæmning eller anden alvorlig sygdom.  Det er vigtigt at være opmærksom på, at et værgemål mere eller mindre kan skræddersyes til at passe personen og den aktuelle situation, personen befinder sig i. Ved langt de fleste værgemål er personen stadig myndig og kan derfor fortsat selv træffe beslutninger på egne vegne.

 

Det er Familieretshuset der indleder og afgør værgemål, evt. med domstolsprøvelse.

Du skal derfor rette henvendelse til dem hvis du ønsker vejledning og etablering af et værgemål. 

 

Inden du søger om et værgemål for en anden person, skal du tale med en sagsbehandler fra Familieretshuset. Du kan selv bestille en telefonsamtale og læse mere om hele proceduren på deres hjemmeside: Familieretshuset.dk

 

Lægeerklæring: Når du søger om værgemål, skal du vedlægge en lægeerklæring for den person, du søger om værgemål for. Du skal selv afholde udgifterne til lægeerklæringen, der opkræves i lægehuset. Selve blanketten til lægerklæringen får du sendt i forbindelse med fremsendelse af ansøgningsblanketten.

Hvis den du søger om værgemål for, er bosiddende på et botilbud eller et plejehjem, og har registreret sin folkeregisteradresse her, skal der ligeledes vedhæftes en udtalelse herfra inden ansøgningsblanketten indsendes. Blanketten til denne udtalelse findes inde i ansøgningsblanketten


Fremtidsfuldmagt

En fremtidsfuldmagt er et privatretligt alternativ til værgemål, som giver en borgeren mulighed for selv at udpege en eller flere fremtidige repræsentanter til at varetage borgerens økonomiske og/eller personlige forhold, hvis borgeren på et tidspunkt i fremtiden ikke længere selv har evne hertil.

Fuldmagtsgiveren opretter altså selv fuldmagten, mens vedkommende fornuftsmæssigt er i stand til det. Det sker som hovedregel direkte i Fremtidsfuldmagtsregistret via den digitale selvbetjeningsløsning. Fuldmagtsgiveren vedkender sig efterfølgende fremtidsfuldmagten for en notar.

Hvis fuldmagtsgiveren efterfølgende mister evnen til selv at varetage sine forhold, sætter Familieretshuset fremtidsfuldmagten i kraft på baggrund af lægelige oplysninger om fuldmagtsgiverens helbredstilstand.

 

Lægeerklæring: En anmodning om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt skal derfor vedlægges en lægeerklæring, der udfærdiges ved fremmøde i klinikken. Du skal selv afholde udgifterne til lægeerklæringen, der opkræves i lægehuset.