Pneumokok vaccination udenfor børnevaccinationsprogrammet.

Sundhedsstyrelsen tildeler tilskud til køb af vacciner til nærmere afgrænsede persongrupper. Det er lægen, der vurderer, om en person tilhører en af de grupper, der er omfattet af tilskuddet. Valget af vaccine baseres på din risikoprofil, tidligere vaccinationer og muligheden for at dække flest relevante serotyper med god immunrespons. Du kan bestille tid til konsultation mhp. drøftelse af dit behov. 

 

Vaccination med PPV23 (Pneumovax®) tilbydes til risikogrupper i Danmark som led i det offentlige vaccinationsprogram. Den dækker flere serotyper end PCV20, men giver ikke et lige så robust immunrespons, især hos ældre og immunsvækkede og varigheden af beskyttelsen er relativt kort, dvs. ca. 5 år. Den tilbydes (pr. 2025) med klausuleret tilskud, hvilket betyder, at man kan få tilskud via apoteket afhængigt af ens samlede medicinudgifter, til følgende personer: 

  • Tidligere invasiv pneumokoksygdom (verificeret)
  • Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) med FEV1 på mindre end 40 % af forventet
  • Immunsupprimerede (fx pga. kemoterapi, HIV, organtransplantation)
  • Funktionelt eller anatomisk "uden milt" (fx seglcelleanæmi, miltfjernelse)
  • Cochlear-implantat eller læk af cerebrospinalvæske
  • Personer ≥65 år.
  • Desuden visse grupper under 18 år, men de følges på sygehuset som ligeledes står for vaccinen.

 

Vaccination med PCV20 (Prevenar 20®) er ikke en del af det offentlige vaccinationsprogram, men kan tilbydes særlige risikogrupper, da den giver stærkere og længere immunitet. Den tilbydes (pr. 2025) med klausuleret tilskud, hvilket betyder, at man kan få tilskud via apoteket afhængigt af ens samlede medicinudgifter, til følgende personer: 

  • Tidligere invasiv pneumokok sygdom (verificeret)
  • Immunsupprimerede (fx pga. kemoterapi, HIV, organtransplantation)
  • Funktionelt eller anatomisk "uden milt" (fx seglcelleanæmi, miltfjernelse)
  • Cochlear-implantat eller læk af cerebrospinalvæske
  • Stamcelletransplantation
  • Personer ≥ 65 år og samtidigt en fa følgende diagnoser:
    • Diabetes
    • Kronisk hjertesygdom
    • Kronisk lungesygdom
    • Kronisk nyresygdom
    • Kronisk leversygdom.

 

Praktisk: PPV23 bør gives igen efter 5-6 år undtagen særligt immunsupprimerede personer der kan tilbydes re-vaccine efter allerede 4 år.  PCV20 gives som én enkelt dosis, og der er ikke behov for revaccination under normale omstændigheder.

 

Priming-boosting strategi.  Som det ses, er der overlap af de to vaccine-grupper. Det betyder praktisk, at hvis du kan finde dig selv i begge grupper, er du i særlig risiko og kan med fordel vaccineres først med PCV20 og senere med PPV23 (efter 6-12 måneder).  Omvendt rækkefølge (PPV23 først) anbefales ikke, men man bør vente minimum et år med PCV20 hvis det alligevel er tilfældet. 

 

Ikke omfattet? er du ikke i en af de ovenstående grupper, kan du stadig få den, men det er med egenbetaling, dvs. både for selve vaccinen som skal hentes på apoteket og vaccinationsgebyret som betales i lægehuset i forbindelse med vaccination. Se priser