Langt de fleste helbredsproblemer kan håndteres effektivt i Lægehuset Juelsminde. I de tilfælde, hvor vi vurderer, at din problemstilling kræver specialiseret undersøgelse eller behandling, henviser vi dig videre til en speciallæge eller et hospital. På den måde sikrer vi, at speciallæger og hospitaler bruges målrettet til de områder, hvor deres ekspertise og specialudstyr er nødvendigt. Derfor kræver vi som udgangspunkt altid en fysisk konsultation i klinikken, før en henvisning kan udstedes. Flere sundhedstilbud kræver ikke henvisning fra egen læge, fx: Rygestopkurser, kommunale sundhedstilbud eller besøg hos øjenlæge, øre-næse-hals-læge eller kiropraktor.
En privat sundhedsforsikring giver dig ikke ret til at omgå disse regler, da visitationsproceduren forbliver den samme, upåagtet om du vil henvises til det offentlige eller private.
Kan jeg selv bestemme, om jeg vil henvises?
Hvis du er tilmeldt sygesikringens Sygesikringsgruppe 1, er det alene en lægefaglig vurdering, der afgør, om der er behov for henvisning. Det er derfor ikke muligt at kræve eller forlange henvisning uden forudgående konsultation. Henvisninger kan heller ikke udstedes telefonisk eller via henvendelse til klinikkens personale i receptionen, medmindre der foreligger en konkret aftale med en navngiven læge. Dette gælder også henvisninger til fysioterapi, psykolog eller andre behandlere.
Hvor længe gælder en henvisning?
En henvisning er først gyldig, når den er aktiveret – det vil sige, når du har kontaktet klinikken, du er henvist til, og bestilt en tid. De specifikke regler for gyldighed varierer afhængigt af typen af henvisning:
Fysioterapi: Henvisningen skal aktiveres senest 2 måneder efter udstedelsesdato. Gyldig i 12 måneder fra første konsultation. Sygesikringen yder ca. 40 % tilskud til op til 12 behandlinger. De resterende 60 % betales af patienten. Priser varierer afhængigt af behandler og ydelse (fx holdtræning vs. individuel behandling).
Psykolog: Henvisningen skal aktiveres senest 1 måned efter udstedelse. Gyldig i 12 måneder fra seneste konsultation. Sygesikringen dækker ca. 60 % af honoraret for op til 12 samtaler. Patientens egenbetaling udgør 40 %.
Fodterapi: Skal aktiveres senest 2 måneder efter udstedelsesdato. Gyldig i 12 måneder fra første konsultation. Tilskud ydes kun, hvis særlige lægefaglige kriterier er opfyldt.
Øvrige speciallæger (fx hudlæge, gynækolog, reumatolog etc.): Henvisningen skal aktiveres senest 6 måneder efter udstedelse og gælder normalt til 6 konsultationer, med visse undtagelser:
- Hudlæger: op til 8 konsultationer
- Neurologer: op til 7 konsultationer
- Psykiatere: op til 10 konsultationer
Hvordan får jeg tid hos den, jeg er henvist til?
Når vi henviser dig, lægger vi henvisningen på det såkaldte Henvisningshotel – en fælles elektronisk platform og herfra kan den valgte klinik eller behandler hente henvisningen, når du kontakter dem for at aftale tid. Du kan finde relevante behandlere og klinikker i vores nærområde via Sundhed.dk
Hvis du henvises til et hospital, vil du modtage indkaldelse digitalt i din e-Boks, eller på papir, hvis du er fritaget for digital post.